Når kontoret driver til havs

Min kalender var tom, telefonen sat til lydløs

For en gangs skyld var jeg bare mig selv – ikke leder, ikke problemknuser, ikke strateg. Bare mig selv som kaptajn på min båd, et sted i de danske farvande, kun med sælerne og mågerne som selskab.

Så vibrerede telefonen.

Mit teams møde var rykket, og jeg var akut nødvendig. Der var ingen vej udenom – jeg måtte deltage. Normalt ville det have irriteret mig, men så slog en tanke ned i mig: Kunne jeg tage mødet herfra?

Min bærbare var alligevel med som navigationshjælp, min telefon kunne fungere som hotspot, og der var rigeligt med strøm fra solcellerne på dækket. Jeg satte mig til rette i cockpittet, justerede en smule på skyggen fra biminien, så solen ikke reflekterede i skærmen, og trykkede på Teams-linket.

“Godmorgen alle sammen,” sagde jeg, da mine kollegaer tonede frem på skærmen.

En kort stilhed fulgte.

“Flot baggrund, hvor har du downloadet den?” spurgte en af mine kolleger.

Jeg løftede laptoppen og viste dem udsigten – åbent hav, en enkelt sejlbåd i horisonten, en flok måger der svævede dovent forbi. Reaktionerne spændte fra overraskelse til en misundelig latter. Men så kom det vigtigste: Ingen kommenterede på kvaliteten af forbindelsen. Lydkvaliteten var i orden.

Ledermøde fra det flydende kontor

Mødet forløb som alle andre. Jeg præsenterede en strategi, besvarede spørgsmål, noterede opfølgninger. Kun én gang blev jeg kort distraheret af en bølge, der vuggede båden en smule mere, end jeg havde regnet med, men det var til at håndtere. Jeg havde jo sejlet nok til at være komfortabel med bevægelserne. Hvis jeg kunne navigere et skib gennem hård sø, kunne jeg vel også styre et digitalt møde.

Da vi loggede af, lænede jeg mig tilbage og stirrede op i sejlene. Noget var sket.

Jeg havde ubevidst bevist, at jeg ikke var bundet til et kontor. At mit arbejde ikke behøvede en fast adresse. At havet ikke kun var mit fristed, men potentielt også mit arbejdsrum.

Det var første gang, men ikke sidste. Efter den dag begyndte jeg at eksperimentere. Først med enkelte møder, derefter med hele arbejdsdage til søs. Jeg fandt ud af, hvilke ankerpladser der havde stabil nok forbindelse, hvordan jeg kunne optimere strømforbruget, og hvilke dage vinden var for kraftig til at være produktiv. Jeg lærte at time mine mails med tidevandet, at tage strategimøder i læ af en sandbanke, at drikke min morgenkaffe med en laptop på skødet og et uendeligt hav som baggrund.

Og vigtigst af alt: Jeg lærte, at balancen mellem arbejdsliv og fritid ikke nødvendigvis var en streg, men en bølge – en bevægelse frem og tilbage, afhængig af vejr, tidevand og vilje.

Kan man arbejde professionelt fra en båd?

Ja. Hvis man vil.

Ikke hele tiden, ikke for alle. Men for nogen. For dem af os, der længes efter havet, men stadig brænder for vores arbejde. For dem af os, der ikke vil vælge mellem eventyr og ambitioner. For dem af os, som får energi af at mærke båden skyde under os, at lade arbejdstankerne flyde sammen med skumsprøjtet og friheden under den åbne himmel.

Jeg er stadig leder. Jeg er stadig til møder. Jeg træffer stadig store beslutninger.

Men nu gør jeg det nogle dage om ugen med salt i håret og solen i ansigtet.

Og jeg overvejer endda at holde kundemøder i mit flydende kontor.