
Kontakt
Når du har en båd, så skal du også gøre noget af det, som man kun kan, når man har en båd. Selvom sommer i havnen er helt vidunderlig, så er det jo oplevelserne uden for havneområdet, der virkelig batter. Her kommer lidt inspiration.
Som mangeårig bådejer har jeg oplevet lidt af hvert; nogle ting helt tilfældigt, andre på grund af nøjsom planlægning. Livet på en båd åbner op for oplevelser, du ikke kan få på andre måder – og når først du har fået smag for det, er det svært (tangerende umuligt) at vende tilbage.
Selv bruger jeg og min familie de fleste somre på båden – som i øvrigt er en Aquadoor 300 HT. Nogle år holder vi primært til i havnen, sejler kun ud for at bade og fiske, og så tilbage igen. Så drikker vi rosé og griller friskfangede fisk og spiser dem med små nye danske kartofler med smør, persille og et drys flagesalt. Og vi spiller kort og griner til langt ud på aftenen.
Når mørket falder på, og ungerne er gået i seng, finder min kone og jeg tæpper og stearinlys frem, og så drikker vi Irish Coffee og kigger på stjerner til lyden af sommeraften og bølgeskvulp, til vi er tilpas trætte og mætte – af mad og indtryk – og lægger os til at sove i mastersengen i frontkabinen.
Og så er der de somre, hvor vi sejler rundt i verden og samler på oplevelser. Og det er dem, jeg gerne vil dele med dig, for selvom sommer i havnen er helt vidunderlig, så er det jo oplevelserne uden for havneområdet, der virkelig batter. Og når du har en båd, så skal du også gøre noget af det, som man kun kan, når man har en båd.
Her kommer min liste over 5 steder, du skal opleve som bådejer.
Noget af det smukkeste, min familie og jeg har oplevet (og som vi stadig snakker om, selvom det efterhånden er en del år siden), er Calanques i det sydlige Frankrig. Calanques er en række – 28 for at være helt præcis – smukke, dybe bugter langs kysten mellem Marseille og La Ciotat.
Det er et imponerende syn i sig selv at sejle de cirka 20 kilometer langs kysten, men magien sker i det sekund, du sejler ind i en af bugterne, hvis du spørger mig. Her kan du nemlig kaste anker i det reneste, krystalklare vand omgivet af stejle kalkstensklipper, der danner en virkelig imponerende kulisse. Og så bestemmer du jo selv, om du vil blive hængende på båden og nyde udsigten og måske noget koldt at drikke, eller om du vil hoppe i vandet og tage en dukkert i det lækre blå Middelhav.
Der er mange veje ind til de forskelle Calanques, både med bil, offentlig transport og til fods, men jeg synes, at sejlturen langs kysten og ind i bugten er en helt spektakulær oplevelse, som du ikke må gå glip af, hvis du har muligheden for at komme ind med båd.
Det er vigtigt at pointere, at hele området er en nationalpark, og derfor er der strikse regler for at komme ind i området af hensyn til naturen. Jeg vil anbefale, at du selv følger op på reglerne, da de ændrer sig løbende – men får du chancen, så grib den!
Smålandshavet er det farvand, der ligger mellem Sjælland, Lolland, Falster og Møn, og som forbinder Store Bælt med Østersøen. En lang række øer og holme befinder sig her, små, men fuldstændig fantastiske – især hvis du er til øliv og betagende natur, som vi jo har masser af i Danmark, hvis vi bare åbner øjnene lidt.
Listen over øer i Smålandshavet er lang, for vi snakker øer så små som Lilleø med 6 indbyggere, men jeg vil anbefale at hoppe mellem de største, Fejø, Femø, Agersø, Omø og Askø. Og skal du have en gastronomisk oplevelse med i rygsækken, så skal du booke bord på Restaurant Alba på Bandholm Badehotel på Lolland. Men gør det i god tid, hvis du vil være sikker på at få plads (jeg taler af bitter erfaring).
Foruden den vidunderlige natur og det rige dyreliv, er der masser af fine og helt særlige lokale oplevelser i vente:
Amalfikysten behøver næppe den store introduktion. Kyststrækningen, der også er på UNESCO’s verdensarvsliste, ligger i Italien og strækker sig over den sydlige del af Sorrentohalvøen. Det er faktisk svært at sætte ord på Amalfikystens skønhed, og jeg tror på, det er noget, man skal opleve ved selvsyn, før man rigtigt forstår det.
Amalfikysten er betagende, bevægende og på alle måder storslået med sine smukke pastelfarvede huse, dybe dale, frodige grønne bjerge og smukke glinsende hav.
På den cirka 50 km lange rute ligger masser af skønne byer som perler på en snor, alle værd at besøge for både kulturen, naturen, gæstfriheden og – uden sammenligning i øvrigt – maden. Sorrento, Positano, Praiano, Mairoi, Ischia og selvfølgelig Amalfi er blot nogle af de seværdige udflugtsmål. Det er italiensk dolce vita, når det er allerbedst, og du kan være helt sikker på at nå dine 10.000 skridt om dagen, hvis du begiver dig på udflugt her.
En sejltur til Amalfi-kysten tager mellem en halv og en hel uge med en båd som vores under normale vejrforhold og uden nævneværdige ophold – selvfølgelig alt efter rute og vejrforhold. Læg lidt til, hvis du gerne vil opleve noget undervejs på ruten – og det vil jeg helt klart anbefale, at du gør.
Vi sejlede fra Aarhus til Kiel, gennem Kattegat og gennem Kiel Canal. Derefter tog vi videre til tyske Helgoland og fra Helgoland til Rotterdam. Herfra sejlede vi til Calais i Frankrig for at opleve den franske kyst og forberede os på den sidste del af rejsen til Middelhavet. Fra Calais sejlede vi gennem Den Engelske Kanal og videre til Gibraltar, hvorfra vi sejlede langs den italienske kyst, til vi ramte Amalfikysten.
Jeg har altid været fascineret af De Britiske Jomfruøer, og da jeg endelig fik muligheden for at tage min familie med dertil, slog jeg til. Vi havde taget en måned ud af kalenderen, og da turen til øerne er lang (1-2 uger med vores type båd) udnyttede vi chancen for at komme lidt længere væk end de danske øer eller Sydeuropa.
Det var en oplevelse, der overgik mine forventninger på alle måder. Vi tilbragte dagene med at udforske øerne, vi snorklede på Norman Island og oplevede de berømte Baths på Virgin Gorda. Det var som at svømme i naturens egen swimmingpool omgivet af klipper og krystalklart vand.
En af de mest uforglemmelige oplevelser var, da vi ankrede op ved Jost Van Dyke og gik i land på Soggy Dollar Bar. Her drak vi cocktails og nød solnedgangen over havet. Det var en afslappet og hyggelig aften, som vi stadig taler om. Jomfruøerne er et sted, hvor det føles, som om tiden står stille, og hvor der bare er plads til at slappe af og nyde livet – og det gjorde vi i dén grad!
Jeg vil også anbefale at besøge Anegada, som er kendt for sin årlige hummerfestival og dejlige strande. Og hvis du er til dykning eller snorkling, er der også rig mulighed for at opleve det lokale havliv.
Hvis du får chancen for at sejle til De Britiske Jomfruøer, så gør det! Jeg tør næsten garantere, at det bliver en helt uforglemmelig oplevelse.
Jeg husker tydeligt første gang, jeg sejlede rundt om Bornholm med min familie. Vi startede i Rønne og sejlede langs kysten, mens vi beundrede de smukke strande og klipper. Vi lagde til kaj i Snogebæk, og nød en dejlig frokost på Snogebæk Røgeri lige ved havnen.
En af de mest spændende oplevelser var, da vi sejlede til Christiansø – en lille ø med en naturlig havn og historiske befæstninger. Vi brugte mange timer på bare at gå rundt og kigge og nyde roen og omgivelserne. Bornholm er, hvis du spørger mig, et fantastisk smukt sted, og perfekt til den slags ferie, hvor det bare handler om at slappe af og være sammen, uden der skal ske en helt masse.
Jeg vil også anbefale dig at besøge Hammershus, hvis du endnu ikke har set Nordeuropas største borgruin. Og hvis du, som jeg, er til lokal mad, er der ingen vej uden om de bornholmske specialiteter som røget sild og solæg.
Bornholm er det perfekte udflugtsmål med båd til en forlænget weekend. Det tager nemlig ikke mere end en halv dag at komme dertil fra Aarhus, og så er det jo helt op til dig, om du vil blive i havnen, sejle rundt om øen eller lægge til kaj og gøre ophold i en af de mange charmerende byer.
Hvis du allerede har en båd, så kan jeg ikke understrege nok, hvor meget jeg vil anbefale dig at komme ud at opleve Danmark og verden. Men måske især Danmark, for vi har så meget skønt at byde på i vores lille kystland.
Jeg ved godt, at det langt fra er alle, der er så privilegerede som mig og min familie, men mindre kan også gøre det. Og hvis du har et arbejde, der tillader dig at arbejde hjemmefra, så kan du altså sagtens tage din laptop med ombord og arbejde fra havet, hvis det åbner op for nogle muligheder for at komme afsted. Læs bare beretningen om det flydende kontor her.
Går du og leger med tanken om at blive bådejer, så har du mine varmeste anbefalinger. Jeg kan selvfølgelig kun tale for mig selv, men det ændrede mit liv, da jeg fik en båd og begyndte at udnytte alle de muligheder, der pludselig lå for mine fødder.
Du behøver jo ikke købe den største båd til at starte med, og mange køber en delebåd, så den har færrest mulige inaktive dage i havnen. Der er mange måder at gøre det på. Jeg håber i hvert fald, at min liste har motiveret og inspireret dig – og måske ført dig et skridt tættere på din drøm.
Kontakt
Hos os finder du et stort udvalg af forskellige bådtyper, lige fra små joller til store luksuscruisere.
Med et showroom på 4.200 m2 og 20.000 m2 udenomsareal kan vi altid præsentere et kæmpe udvalg af både og motorer.
ShowroomHverdage
09:00 – 16:30 Telefon 10:00 - 16:30…………Påskeåbent fra 17-21 april åbent 10.00 - 14.00
Lørdag og søndag
Lørdag og søndag 10:00 - 14:00…………Påskeåbent fra 17-21 april åbent 10.00 - 14.00
Hverdage
08:00 – 16:00 Telefon 10:00 - 16:00
Lørdag og søndag
Lukket
Hverdage
08:00 – 16:00 Telefon 10:00 - 16:00
Lørdag og søndag
Lukket
Copyright Siim Båd & Motor A/S - All rights reserved.
Cookie- og privatlivspolitik Vilkår og betingelser